I dag – fredag den 1. november – afsluttede vi fodboldforløbet, som har kørt mere eller mindre hver fredag siden starten af september.
Undervejs har vi været både udenfor og indenfor, mens vi også var en del af SFO’ens ”særlig-hærlig-dag” med både oppustelig fodboldbane og fartmåler. Og det har været en sand fornøjelse for trænerne, som har stået for at planlægge og udføre træningen, at se en masse fodboldglade piger og drenge møde op med masser af energi hver fredag eftermiddag – uanset hvordan forholdene har været.
Til hver træning har der været minimum 3 trænere fra SIK, og der har været mellem 20 og 40 børn fra SFO’en hver gang, så det har været et utroligt vellykket forløb med større opbakning end vi turde håbe på, da vi satte projektet igang.
Nogle piger og drenge er kommet igen hver fredag, mens der også har også været nye ansigter fra gang til gang. Samtidig kender vi nogle af ansigterne fra klubbens, mens andre ikke har prøvet kræfter med fodbold i SIK før.
Alt i alt har det dog været et rigtigt vellykket forløb.
Stor tak til trænerne Kasper Frederiksen, Sebastian Wind Andersen og ikke mindst ungtrænerne Louise Lyster og Thea Emilie Kamp.