Corona-situationen forværres i øjeblikket og det har også betydning for foreningslivet.

Forsamlingsforbuddet er sat ned til 50 personer, som foreløbigt gælder indtil den 4/10.

Det har bl.a. betydning for stævner i 5- og 8-mands, hvor alle 6-holds puljer i 5-mands og alle 5- og 6-hold puljer i U11 8-mands aflyses.

Indtil den 4/10 er de vigtigste OBS-punkter:

  • Alle sociale aktiviteter i den gældende periode skal undgås. Hvis der er planlagte sociale begivenheder i denne periode, så opfordrer vi til at man aflyser det.
  • Der vil af samme grund ikke være madservering i cafeteriet i den kommende tid uden brugen af mundbind.
  • Der må maks være 50 aktive personer involveret i træning, kampe og stævner i fodboldens verden. Aktive personer tæller spillere, udskiftere, trænere, dommere og frivillige, der er involveret i aktiviteten.
  • I forbindelse med kampe og stævner findes der en dispensation fra forsamlingsforbuddet, så der i alt må være 500 personer samlet. Det kræver dog nogle afmærkede tilskuerområder, som vi ikke kan sikre til hver enkelt kamp, og derfor opfordrer vi tilskuere og forældre til at undgå at deltage til kampe, så forsamlingsforbuddet ikke overskrides. Det gælder dog ikke de forældre, som kører til kampe på udebane. Det er dog vigtigt at der ikke er flere kørende forældre, end der er behov for.

Alle DBU’s corona-retningslinjer kan findes her:
https://www.dbujylland.dk/nyheder/2020/september/nye-nationale-restriktioner-betyder-revideret-corona-protokol-for-fodbolden/?dm_i=4001,16NNI,3FAJHR,47ULL,1

 

Klubbens egne OBS-punkter:

Derudover vil klubben gerne gøre opmærksom på de vigtigste regler igen, som fortsat gælder (også udsendt 15. september)

  • Man må ikke komme til træning eller kamp, hvis man har symptomer på Covid-19. Det er MEGET vigtigt at alle overholder dette!
  • Hvis der skulle være et smittetilfælde blandt nogle af klubbens medlemmer, så vil vi i klubben meget gerne have besked på det, så vi kan sørge for at situationen håndteres efter bogen.
  • I må ikke bruge veste til træning med mindre at de bliver vasket efter brug.
  • Til kampe og træning opfordrer vi til at man forsøge at begrænse fysisk kontakt med egne holdkammerater så meget som muligt. En scoring skal selvfølgelig fejres, men man må gerne fortælle spillerne at det kan gøres på andre måder end med kram og high fives, så vi begrænser kontakten. En god mulighed for at øve alternative jubelscener 😉
  • Det er MEGET vigtigt at i klæder om i det omklædningsrum, som i er blevet tildelt, da corona-retningslinjerne gør, at vi skal vide hvem der klæder om hvor, så de kan blive gjort rent. Det betyder også at en leder fra hjemmeholdet skal byde modstanderen velkommen, og sørge for at de klæder om i det rigtige omklædningsrum. I kan som altid se hvor i skal spille og klæde om på forsiden af hjemmesiden.

 

Info om Covid-19 fra Horsens Kommune:

Horsens Kommunes krisestab har bedt os sende en række informationer ud. De er sendt til alle trænere og ledere på mail.

Det er mere generelle regler som de ønsker at få udbredt. For foreninger er den væsentligste ændring, at forsamlingsforbuddet er sat ned til 50 personer.

De nye generelle tiltag og anbefalinger omfatter bl.a. følgende:

  • Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i hele landet (dog er det stadig muligt at samle 500 ved arrangementer med siddende deltagere)
  • Restauranter, caféer, barer m.v. skal lukke kl. 22 og både gæster og ansatte, der har kontakt med gæster, skal bære mundbind indendørs. Kravet gælder ikke for siddende gæster.
  • Alle steder, hvor der ifm. håndtering af Covid-19 gælder et kvadratmeterkrav, indføres krav til skiltning, der viser, hvor mange kunder, besøgende eller deltagere, der må være til stede – eksempelvis i butikker og på restauranter
  • Ejere af restauranter, barer, caféer m.v. opfordres til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer
  • At alle byfester og andre lignende arrangementer – eksempelvis open-by-night-arrangementer – aflyses

Det er meget vigtigt at alle overholder de opsatte retningslinjer, så vi kan begrænse spredningen af Covid-19 så meget som muligt.

Vi følger den løbende udvikling angående træning og kamp nøje, og forsøger at melde noget ud ligeså snart der er nye retningslinjer, som har betydning for foreningslivet.

Hvis i er i tvivl om noget eller har nogen spørgsmål, så må i endelig sige til.