Kære alle trænere, trinledere, spillere og forældre,

DBU’s corona-protokol blev opdateret for kort tid siden, så det betyder at vi nu kan melde de endelige retningslinjer ud, som er gældende fra på mandag.

Protokollen kan findes her: https://dbu.dk/nyheder/2021/februar/ny-protokol-klar-vi-skal-sikre-en-tryg-genstart-af-fodbolden/

Dispensationen for forsamlingsforbuddet gælder KUN udendørs fodbold, så derfor vil alt indendørs fodbold og dermed aktivitet i hal/klubhus fortsat være lukket ned. Det er kun tilladt at bruge boldrummet samt toilettet og vandhaner i hallen med kort ophold.

DBU har også netop meldt ud at 2021 Cup bliver gennemført. Eneste forskel er at 11-mands bliver konverteret til 9-mands. Hvis man ønsker at planlægge en 11-mands træningskamp, så kan det KUN lade sig gøre, hvis ingen af holdene har udskiftere, kun har én træner med og kun én enkelt dommer. Ellers anbefaler vi 9-mands kampe indtil at forsamlingsforbuddet stiger yderligere.

Læs mere om afviklingen af “2021 Cup træningskampe” her: https://www.dbujylland.dk/nyheder/2021/februar/2021-cup-traeningskampe-nu-ogsaa-som-9-mands/?fbclid=IwAR3kt-bWMQzzXz0EfB45dZe1cK-PrYpvQz1mTBPX_YZHJYlie2ltSe3lRr0

Klubben bakker op om, at vi igen kan spille kampe inden for retningslinjerne, men med det forbehold at klubbens mange årgange i første omgang skal have mulighed for at benytte kunstgræsbanen – og her bliver vi også nødt til at bruge weekenderne fuldt ud.

Som det blev skrevet ud en mail til trænere og trinledere, så gælder den gamle træningsplan igen fra på mandag. Vi ønsker dog at få alle årgange ud at spille noget fodbold igen, så derfor må alle årgange fra U8 og ned gerne skrive en mail om hvorvidt de ønsker at træne. Mulighederne er en tidlig kunstgræstid (fx 15.30-16.30), træning på græs (så længe vejret er fint – ligesom nu) eller træning i weekenden.

Hvis nogle årgange er fleksible og ønsker at træne yderligere i løbet af marts, så kan man også skrive et ønske om at få en tid i weekenden. På grund af “2021 Cup”-kampene, som allerede starter 13. marts, så vil det dog sandsynligvis ikke være muligt hver weekend, men måske 1 eller 2 gange i løbet af marts.

Vi håber på at i har forståelse for, at det er et stort puslespil der skal gå op, med både træning og kamp i weekenden den kommende måned.

Opstart på græs forventes at starte SENEST 5. april, og derfor gælder træningsplanen kun i en måneds tid.

 

Generelle regler for træningsopstart:

– I mange tilfælde træner 2 træningsgrupper på samme tid, som i alt kommer til at overskride forsamlingsforbuddet på 25 personer. Det kan løses ved at lave to keglerækker på tværs af banen. Hver af dem med 1 meters afstand til midterlinjen, så der i alt bliver 2 meters mellemrum mellem træningsgrupperne. Det er MEGET VIGTIGT at ovenstående kegleopdeling altid er lavet, så den er klar og tydelig for alle.

– Træningsmodulerne er sat i direkte forlængelse af hinanden, og derfor vil bede alle grupper om at stoppe senest 5-10 min før tid, så alle spillere og trænere er væk fra kunstgræsbanen, når den næste gruppe skal til, så disse ikke overlapper hinanden.

– Når træningen er slut og man skal forlade anlægget, så går den enkelte gruppe en af gangen, så de to grupper ikke blandes på vej ud.

– For ikke at blande grupperne, så opfordrer vi alle spillere til at komme direkte til tiden, så der er så lidt overlap som muligt. Her vil vi bede trænerne om at vente sammen med spillerne udenfor kunstgræsbanen, og væk fra indgangen. Når den forrige gruppe har forladt banen, så kan den næste gruppe gå ind på banen (samlet som gruppe). Der er huller i hegnet, som gruppen længst væk fra banen kan benytte sig af.

– Det er ikke tilladt at have tilskuere til ved aktiviteter i denne tid. Forældre opfordres derfor til slet ikke at komme ned til kunstgræsbanen, men i stedet vente på parkeringspladsen.

– Træningen skal tilrettelægges således, at antallet af personer i en træningsgruppe holder sig under det gældende forsamlingsloft. For de største årgange kan det være en god ide at lave tilmelding til hver træning, så man på forhånd kan inddele bestemte træningsgrupper.

– Grundet forsamlingsforbuddet må der ikke skiftes ud mellem grupper under træning, og grupper skal holdes separate, da der ellers er risiko for at samles for mange personer.

– Der skal altid være én træner eller voksen til stede pr. gruppe. Denne tæller med i forhold til forsamlingsloftet. Én træner må ikke have ansvaret for flere forskellige træningsgrupper.

 

Yderligere regler:

Før træning:

– Kun træneren har adgang til boldrum og skal alene tage bolde og kegler ud til træning og kamp.

– Alle klubbens fælles overtrækstrøjer skal ikke i brug. Hvis nogle årgange har sine egne veste, så skal man selv tage vestene med hjem og vaske dem.

– Træneren tager en håndsprit med fra boldrummet, så alle spillere kan få sprittet hænder inden træningsstart.

– Alle spillere skal komme til tiden. Det er vigtigt at man ikke møder op i god tid.

 

Under træning:

– Det anbefales, at hovedstød begrænses mest muligt under træning.

– Det anbefales, at boldkontakt med hænderne begrænses mest muligt under træning med undtagelse af målmanden, der skal bruge egne handsker, som skal være vasket af før træning.

– Det anbefales, at træningen tilrettelægges, så man kun har sporadisk kropskontakt.

 

Efter træning:

– Alle grupper forlader anlægget umiddelbart efter træningen er slut. Grupperne må ikke blande sig med hinanden.

– Træneren vasker alle rekvisitter af med vand og sæbe efter brug.

 

 

Vi glæder os SÅ meget til at komme i gang med at spille fodbold igen, og vi håber at i gør det samme! 🙂

I den forbindelse har vi forventning om at i fortsat vil hjælpe med at overholde de opsatte retningslinjer, så vi kan begrænse spredningen af Covid-19 så meget som muligt.

Vi følger den løbende udvikling angående træning og kamp nøje, og forsøger at melde noget ud ligeså snart der er nye retningslinjer, som har betydning for foreningslivet.

I må meget gerne sende ovenstående skriv ud til alle jeres spillere og forældre.

Hvis i er i tvivl om noget eller har nogen spørgsmål, så må i endelig sige til.

 

Med venlig hilsen
/Bestyrelsen i Stensballe IK Fodbold