17 håbefulde drenge fordelt på 3 hold samt 15 fædre deltog i weekenden i et stort anlagt stævne i Fredericia. Det er 3. gang vi deltager i stævnet hvor flere af DKs bedste hold i vores årgang hvert år prioriterer at være med. FC København stiller med omkring 10 hold, Lyngby, FC Midtjylland, Gentofte Fodbold Akademi er bare nogle af de mange spændende hold man kan løbe ind i.
Alle 3 SIK hold spillede 12 kampe fordelt ud over lørdag og søndag. Vi spillede rigtig mange gode og spændende kampe men det blev ikke til topplaceringer for nogen af holdene i år. Sportsligt er det alligevel en kæmpe gevinst for drengene at spille kampe i så intens en kulisse som samtlige kampe bliver spillet i. Det er ligeledes en fornøjelse som træner at se hvor godt drengene trives i hinandens selskab til sådan et overnatningsstævne. Lørdag aften var der udsolgt kl. 21.30 hos drengene som alle boblede sødt mens fædrene kunne brillere med lidt røverhistorier.
Søndag eftermiddag kørte vi godt brugte hjem for at hvile ørerne og restituere inden der skulle tages hul på en ny uge. Alle 17 drenge modtog en flot erindringspokal og en kæmpe high-five i belønning for en mandfolkeindsats af de helt store.

Kæmpe tak til alle drengene og de overnattende fædre for endnu en hyggelig og vellykket tur. Tak også til de forældre, bedsteforældre og søskende som kom og støttede os. Ligeledes et stort tak til dem som supplerede med kage, frugt, drikkevarer og boller. Vi glæder os allerede til næste år.

//Pernille, Allan, Martin og Ole