Serie 2, SIK-JAI Aarhus 5-1 (Søndag d. 27/9-20)

I søndags tog vi imod JAI på Fort Balle Arena, og det endte med en stor sejr på 5-1.

Vi havde valgt til denne kamp at prøve at ændre formation til 3-5-2, da vi synes den passer meget godt til flere af vores spillere. Vi havde også brugt krudt på den i træningspassene op til, men vi må erkende at formationen overhovedet ikke sad i skabet, og 1. halvleg blev en noget uskøn forestilling fra vores side. Vi var ikke dygtige nok til at få skubbet hurtigt nok rundt, hvilket resulterede i at vi ikke sad tæt nok i vores markeringer, og JAI fik derved for meget plads/spil i 1. halvleg. Vi rundede dog 1. halvleg af med et føringsmål, da Frederik Dilbjerg headede bolden i kassen efter et indlæg fra Emil Holtens.

I Pausen ændrede vi formation, og gik over i vores vante. Bolden var nærmest lige sat i spil, da Thomas Weiss opfangede den, og sendte en afslutning af sted 5 meter uden for feltet i en blød bue, da JAI’s keeper var blevet fanget på mellemhånd. Afslutningen tog indersiden af stolpen, og returbolden var Emil Holtens over, og lagde den sikker i kassen til 2-0. JAI kom med en hurtig reducering til 2-1 bare et par minutter efter. 25 minutter igen af kampen tog Frederik Topp en tur, hvor han drev bolden fra midten af banen og ud i højre side, hvor han slog et indlæg efter Weiss inde foran målet. Her kom dog en JAI-spiller på bolden først, men han mistimede sit indgreb, og sendte i stedet for bolden ind eget mål til 3-1. Et kvarter før tid modtog Thomas Weiss bolden ved midterlinjen, hvor han trak fra hans direkte modstander. Med en præcis aflevering ind i banen kunne han spille Fredrik Topp fri, der var kommet i et dybdeløb. Topp scorede sikkert til 4-1. Vores sidste mål faldt i de døende minutter, da Oliver erobrede bolden ved midtercirklen. Han lavede et hurtigt bandespil med Ruben, og var pludselig alene igennem og lukkede forestillingen med scoringen til 5-1.

Det var først og fremmest vigtigt, at vi kom tilbage på sporet igen med en sejr. Men jeg er selvfølgelig også super tilfreds med, at vi fik scoret 5 mål i kampen. 1. halvleg blev desværre ikke spilmæssigt, som vi ønskede den, og her må trænerteamet selvfølgelig også tage en del af ansvaret. Men så var det dejligt, at Henrik Kvist havde en virkelig stærk dag imellem stængerne – Han tog fra i nogle afgørende situationer!

Tusind tak for opbakningen til spillerne!

Målscorer:
1-0 Frederik Dilbjerg, assist: Emil Holtens
2-0 Emil Holtens, assist: Thomas Weiss
3-1 Selvmål
4-1 Frederik Topp Daugaard assist: Thomas Weiss
5-1 Oliver Winum, assist: Ruben Azizi Engell

Veo-link af kampen serie 2, SIK-JAI:
https://app.veo.co/matches/20200714-sik-jai/