EM-slutrunden står for døren, og i den forbindelse vil cafeteriet blive pyntet op i rød-hvide-farver. Den 11. juni stiger det indendørs forsamlingsforbud til 100 personer. Med et pladskrav på 2 m2 pr. person for gæster, der primært er siddende, så betyder det, at der kan være 75 personer i cafeteriet efter 11. juni.
 
Det er tilfældigvis samme dag, som EM-slutrunden skydes igang, og derfor håber vi på, at mange årgange vil benytte muligheden for at lave (afslutnings)arrangementer i cafeteriet og/eller klublokalet. Der skal som minimum købes drikkevarer i cafeteriet, og der kan laves forskellige aftaler alt efter hvilke ønsker I har.
 
For alle over 15 år er der krav om coronapas, hvilket bliver tjekket ved indgangen af cafeteriapersonalet eller den ansvarlige for arrangementet.
 
Tilbage i september måned købte vi er helt nyt 75 tommer TV til cafeteriet, som kun har været sporadisk i brug siden pga. Covid-19. Nu hvor det endelig kan lade sig gøre at afholde arrangementer igen, så håber vi at det nye, store TV vil øge incitamentet til at holde storskærmsarrangementer i cafeteriet.
 
Klublokalet er også en mulighed, men der har vi kun en projektor, hvilket betyder kampen skal streames via en computer, som kan give lidt forsinkelse.
 
Der kan afholdes arrangementer alle dage hvor cafeteriet er ledigt – også de dage hvor Danmark ikke spiller.
I kan se om lokalerne er ledige via guiden her: https://stensballeikfodbold.dk/…/leje-af…/
Ellers er I altid velkomne til at skrive til mig, Lasse Nymann på lassenymannsik@gmail.com. Jeg hjælper gerne med at facilitere og planlægge alle arrangementer i hallen.
 
Cafeteriet vil som sagt være pyntet op i rød-hvide-farver, så man kan evt. opfordre holdet til at møde op i Danmark-trøjer med rød-hvid-ansigtsmaling. I må desuden meget gerne tage billeder og sende det til mig (Lasse) på mail, så der kan lægges billeder fra arrangementerne op på klubbens hjemmeside og Facebook. Cafeteriet er på nuværende tidspunkt ledig til kampen mod Finland på lørdag d. 12. juni, hvis man er hurtig.
 
Giv endelig lyd for jer, hvis I vil udnytte muligheden til at lave et socialt arrangement på netop jeres årgang.
X