Stensballe IK afholdt i uge 31 klubbens traditionelle DBU Fodboldskole, og endnu engang var ugen præget af masser af sjov, fodbold og godt vejr næsten hele vejen igennem.

Fodboldskolen havde i år deltagelse af hele 196 spillere, der var stærkt bakket op af mere end 30 tændte trænere. Dermed blev der igen i år sat rekord i antallet af deltagere. Sidste år blev der sat rekord med 192 spillere. Det er super fedt at så mange spillere og trænere havde lyst til at bruge den sidste uge af sommerferien i fodboldens tegn.

Igen i år var der mulighed for at købe pastasalat, lasagne eller sandwich til frokost hver dag, hvilket rigtig mange benyttede sig af.

Fodboldskole skal rime på sjov og hygge, men der har også været plads til seriøsitet og indlæring af masser af nye tricks, som kan bruges i den kommende fodboldsæson. Der er blevet spillet kampe og lavet turneringer på tværs af både køn og alder, så børnene har fået en masse nye bekendtskaber med hjem – og hvis nogen kommer hjem og nævner Champions League, Balle eller Pløk Ud – så er det nye indtryk fra ugens Fodboldskole der spiller ind.

Klubben vil gerne sige en stor tak til alle deltagere og trænere på årets Fodboldskole. Nu ser vi frem til en rigtig god opstart på de enkelte årgange og hold fra den kommende uge.